KYSTBESKYTTELSE: Man bør genetablere de gamle sten- forekomster ude i vandet. Stenene kan lægges vinkel- ret på kysten i en zone fra 50 meter fra stranden og ud til en til to kilometer. De vil blive bevokset med tang og skabe små beskyttede områder, hvor ålegræsset igen får en chance for at etablere sig.
Genetablering af Nordkystens tabte stenrev kan beskytte kysten, give os sandstrandene tilbage, flere fisk, mere biodiversiteten og bedre fritidsmulig- heder – måske en bedre og mere bære- dygtig løsning end sten på stranden og sandfodring.
Fra Nordsjællands kyst kan man se ud over det vidtstrakte Kattegat. Kun Hesselø, Kullen og spidsen af Sjæl- lands Odde bryder horisonten. Det gi- ver ro i sindet. Samtidig er det sydlige Kattegat det reneste vand, vi har inden for Skagen. Her er færre alger og mere klart vand end noget andet sted i de in- dre farvande. Det giver godt badevand og mulighed for store oplevelser under vand med snorkel eller dykkerflasker. At gå en tur langs vandet er for man- ge indbegrebet af afslapning. Havet er derfor Nordkystens største aktiv.
Til tider kommer havet dog tæt på – lidt for tæt til at det er behageligt. Når det stormer fra nord- nordvest, stiger vandstanden, og bølgerne gnaver af kysten. Havet truer de huse, som ligger yderst og kan gennembryde digerne, hvor kysten er lav. Og vi ved, det bli- ver værre. Klimaforandringerne vil
få havet til at stige 30 til 100 centime- ter inden for de næste 100 år. Samtidig kommer der mere energi i atmosfæren, så stormene bliver hyppigere og krafti- gere. Noget må gøres.
Høfder og store sten på stranden – hård kystsikring – har hidtil været løs- ningen. Umiddelbart virker det logisk. Havet gnaver jo tydeligvis af skræn- ten, og så er det logisk at beskytte den med store sten. Men alt tyder på at det er en fejl, som på lang sigt kun gør pro- blemet værre. Forklaring følger.
Langs kysten fra Hundested til Gille- leje løber der en østgående strøm, især når det blæser fra vest, nordvest eller nord. Vinden presser overfladevandet ind i den store bugt som går fra Sjæl- lands Odde til Gilleleje. Først fyldes Isefjorden og Roskilde Fjord op, men så har vandet kun én vej, og det er østpå langs kysten. Nedad kan det ikke kom- me. Her ligger tungt saltvand i 11 me- ters dybde, så eneste vej er til siden, og vinden og jordens rotation betyder, at vandet altid vil bevæge sig østpå.
Roden til problemet
Og her er roden til Nordkystens pro- blem. Strømmen, som er kraftigst, når det blæser, transporterer store mæng- der sand langs med stranden. Sand som hvirvles op af bølger og svæver i vandet i timer og dage. En tur til f.eks. Spodsbjerg Fyr i blæsevejr illustrer det tydeligt – der er et bredt bælte fra stran- den og 300-500 meter ud, hvor vandet er gråt – se billedet. Det er Nordkystens sand, som hastigt er på vej østover og først finder hvile efter Gilleleje som sandbanker i det Nordlige Øresund.
Stenhøfder og sten på stranden gør problemet værre. Bølgerne kommer med den energi, vinden har givet dem. Energien afsættes, når bølgerne ram- mer stenene, og sandet hvirvles op. Sandet forsvinder østpå, vanddybden stiger, og den næste storm kan aflevere energien endnu længere inde.
Sådan har det ikke altid været. I gamle dage var der sten ude i vandet, både som spredte sten og egentlige rev omtrent vinkelret ud fra kysten. De blev fisket op og brugt til f.eks. moler i 1800-tallet. Næste stød kom, da vandet blev uklart pga. næringsstoffer fra by- spildevand og landbruget. Ålegræsset forsvandt, og findes i dag kun som små pletter øst for Gilleleje. Tilsammen ud- løste det katastrofen for Nordkysten.
Vi tror, at stenrev og de tangplan- ter, der groede på dem, sammen med ålegræsset, før i tiden forsinkede den østgående strøm langs kysten. Så, når sandet blev hvirvlet op af bølgerne, faldt den ned cirka samme sted.
Vi ved med sikkerhed, at sandet er forsvundet. Fotografier fra 1930’erne viser folk, der sidder på en bred sand- strand ved Kikhavn. I dag er alt sandet væk. Tidligere var stranden så bred, at heste var tøjret og græssede der, hvor Kattegat i dag råder, så det er store mængder sand, der er forsvundet.
Forudsætningen for at få ålegræsset tilbage er til stede. Udledningerne af næringsstoffer til havet er på vej ned, og havmiljøet er i bedring, selvom det går langsomt.
Stenene kommer derimod ikke tilba- ge af sig selv. Vi foreslår derfor, at man genetablerer de gamle stenforekom- ster ude i vandet. Stenene kan lægges vinkelret på kysten i en zone fra 50 m fra stranden og ud til en til to kilome- ter. De vil blive bevokset med tang og skabe små beskyttede områder, hvor ålegræsset igen får en chance for at etablere sig. Tilsammen vil det be- grænse den østgående strøm og gøre, at sandet igen begynder at lægge sig langs stranden. Vanddybden vil aftage, og bølgernes energi vil afsættes længere ude, i sikker afstand fra kysten.
Biologisk kystbeskyttelse
Løsninger med strukturer ude i vandet som f.eks. stenrev, bruges andre steder, for eksempel i Holland og Florida, hvor man har de samme problemer som på Nordkysten. Det kaldes biologisk kystbeskyttelse, og pointen er at bruge havet og dets biologi som medspiller i kystsikringen, i stedet for at se havet som en modspiller. I tillæg får man fle- re fisk og mere liv langs stranden.
Vi forestiller os ikke, at man fra den ene dag til den anden kan undvære hård kystsikring, og sandfordring kan være nødvendig i en periode. Men vi opfordrer til at etablere et forsøgsrev og – hvis det virker – gradvist flytte pen- gene fra hård kystsikring og sandfor- dring til stenrev ude i vandet. Så kan vi genskabe sandstrandene og biodi- versiteten langs Nordkysten og give en bedre Nordkyst videre til vores børn og børnebørn.